17. oktober 2023
En stor tak skal lyde til Sparekassen Sjælland Fonden for deres donation til FIOS.
FIOS er glade for at Sparekassen Sjælland Fonden anerkender vores vigtige arbejde og at vi sammen gør en forskel for pårørende til savnede og til de berørte lokalsamfund.
_________________________________________________________________________________
Her kan du læse FIOS’ pressemeddelelse fra d. 24. juni 2023.
Pressemeddelelse: København, 24. juni 2023
FIOS – ny organisation – vil du være en del af et fællesskab, der hjælper med at finde savnede
Hvert år meldes mellem 700-800 danskere savnet i Danmark. Ny frivillig organisation ”FIOS – Frivillig Indsats Omkring Savnede” med uddannede og erfarne kræfter fra mange tidligere eftersøgninger i en lignende organisation. Vi vil hjælpe politiet og de pårørende med at søge efter savnede personer øst for Storebælt.
”Når et menneske forsvinder, påvirkes omkring 100 personer i den savnedes omgangskreds. Der er brug for alle kræfter, og vi vil gerne hjælpe med at søge efter de forsvundne. Vi har viden og erfaring. FIOS er en humanitær frivillig organisation, der tager opgaven alvorligt og sikrer, at de frivillige altid handler i overensstemmelse med lovgivningen og i koordination med politiet”, siger foreningens formand Janne Bisgaard
FIOS er en organisation, der forestår eftersøgninger efter savnede personer ved at koordinere med politiet og de nærmeste pårørende. Alle operative medlemmer i FIOS er uddannede og har erfaring med at lede efter savnede. Alle i FIOS arbejder ulønnet.
Hjælpen er gratis
FIOS’ støtte og hjælp er gratis for de pårørende til den savnede. FIOS støtter familien og lokalsamfundet, hvor den savnede bor.
FIOS overholder altid gældende lovgivning og følger politiets anvisninger. FIOS tager kun sager ved henvendelse fra nærmeste pårørende, omsorgspersoner eller politiet.
Før FIOS går i gang med en eftersøgning, kontakter de altid politiet i den relevante politikreds, for at undersøge om der ligger en anmeldelse af den savnede, og om der er noget til hinder for at efterlyse personer på deres sociale medier, hjemmesider og andre kanaler.
”Vi har stor respekt for politiets arbejde og koordinerer vores indsats, så vi ikke på nogen måde skader eller generer den offentlige indsats. Vi er et supplement til politiets arbejde. Udover hjælpen med at søge efter savnede personer tilbyder vi også støtte og krisehjælp til familier under og efter en sag om savnede personer. Også på det område er vi uddannede og erfarne”, siger FIOS’ næstformand og presseansvarlige Heidi Pedersen.
FIOS – en vigtig ressource i samfundet.
FIOS arbejder for at bringe savnede personer hjem til deres familier og støtter op omkring lokalsamfundet gennem netværk og samarbejde i den pågældende by.
FIOS lægger vægt på troværdighed, respekt, tryghed, ansvarlighed, omsorg og sammenhold, både internt i foreningen og overfor de pårørende, de frivillige, koordinerings- og samarbejdspartnere.
FIOS har brug for…
DIG, der har tid og lyst til at gøre en forskel for pårørende til savnede personer øst for Storebælt. Vi har brug for støttemedlemmer, indsatsmedlemmer, hundefører, frivillige til vores ungdomsteam samt donationer og sponsorater, så vi sammen kan gøre en forskel for pårørende og lokalsamfund øst for Storebælt.
Hvis du vil vide mere, så gå ind på www.fios.dk og læs mere om, hvem vi er og hvad du kan bidrage med eller kontakt os på: info@fios.dk
Med venlig hilsen
Heidi Pedersen
Næstformand/Presseansvarlig